At finde de rette spisebordsstole kan være lidt af en udfordring, for der findes et hav at vælge imellem. Der er en række spørgsmål, man bør stille sig selv, inden man går i gang med jagten: Hvad er det vigtigste for dig – er det komforten og dernæst designet, eller er det omvendt? Og hvor mange penge ønsker du at bruge på spisebordsstolene (eller har råd til at bruge)? Ønsker du kvalitetsstole, der i princippet kan holde resten af dit liv, eller ved du allerede nu, at om få år trænger du til nyt? Der er i hvert fald ingen grund til at investere mange tusinde kroner på stole, hvis du gerne vil skifte ud i møblementet med jævne mellemrum. Læs videre, hvis du ønsker lidt inspiration til spisebordsstolene.

If it’s the right chair it doesn’t take to long to get comfortable in it.

Robert De Niro

Spisebord og stole går sammen. Ved valg af stole skal du huske, at de skal kunne bruges til dit bord. Dog kan de flotteste designklassikere altid bruges; de pynter uanset valg af bord.

Nedenfor finder du spisebordsstolene opdelt i forskellige kategorier:

Designklassikerne:

Meget, meget flotte stole, der qva deres mange år på markedet aldrig går af mode. Du kan købe dem nu og stadig være glad for dem om 20 år. Kvalitet og design i den ypperste liga.

:: Arne Jacobsens 7’er stol af Fritz Hansen ::

Du går aldrig galt i byen med denne kendte designerstol! Den formpressede finerstol er en videreudvikling af den klassiske trebenede stol Myren, der blev designet af Arne Jacobsen i 1952. Spisestolen blev oprindeligt designet til kantinen i Novo Nordisk, der havde brug for en stol til sin kantine, som kunne stables, og som var let at flytte rundt med. De smukke organiske former skaber ro og harmoni, så stolen er derfor ideel i mange forskellige sammenhænge, fx på hjemmekontoret, spisestuen eller blot som enkeltstående lækker stol i et hjørne. 7’eren er klassisk og tidsløs, men passer samtidig også ind i det moderne hjem. Den kan således anvendes i mange forskellige hjem og sammenhænge. Den findes i flere forskellige træsorter og farver, så du har mulighed for tilpasse den til netop din indretning.

:: Nanna Ditzels Trinidad stol fra Fredericia Furniture ::

Denne designklassisker er yderst populær, og det kan man sagtens forstå! Dens smukke, lette og gennemsigtige design er en fryd for såvel øjet som komforten. Stolen er opkaldt efter den caribiske ø Trinidad, hvor Nanna Ditzel lod sig inspirere af victorianske husfacader, der på kunstnerisk vis havde træudskæringer fra den såkaldte gingerbread-teknik, der gav facaderne et let udtryk og et samspil med sollyset. Stolens ryglæn har et lækkert svej, der giver utrolig god støtte til ryggen.

:: Plastic Side Chair af Ray & Charles Eames ::

Her er et godt bud på en stol, hvor du har mulighed for lidt mere spræl på farverne: Eames Plastic Side Chair tegnet af det amerikanske designerpar Charles & Ray Eames. Stolen er Vitras opdaterede originale udgave af den legendariske Eames Fiberglass Chair fra 1950, som oprindeligt blev produceret til konkurrencen “Low cost furniture design” på Museum of Modern Art i New York. I dag produceres den med et sæde i plastik, da fiberglas ikke er genanvendeligt. Sædet giver mange valgmuligheder, så du kan vælge alt fra stærke røde/orange farver til mere nordiske blå/grønne (14 forskellige farver!), alt efter om du er til fest og farver eller foretrækker det mere rolige look. I og med sædet er af plastic er stolen desuden meget praktisk, så ingen frygt for pletter, der ikke kan fjernes. Stellet fås i ahorn og som forkromet, alt afhængigt af det udtryk du ønsker.

:: Y-stolen af Hans J. Wegner ::

En ægte designklassiker, der har snart 70 år på bagen og har været i uafbrudt produktion siden sin start. Stolen er kendetegnet ved sit y-formede rygstykke og den dampbøjede rygbøjle. Sædet af flet giver den et varmt udtryk, som kan kombineres med et utal af træsorter til stellet. Også et eksempel på en stol, der kan passe ind i ethvert hjem.

:: Søborg-stolen af Børge Mogensen ::

Er man til en helt enkelt og ukompliceret stol, er denne en mulighed. Helt enkelt og klassisk design fra 1950 af Børge Mogensen. Stolen er en fin forening af snedkermotiver i massivt træ og moderne formspændt finer. De gavmilde proportioner i ryg og sæde indbyder til mange timers brug, så du og dine gæster kan nyde sammenværet, lige så længe det passer jer. Fås i forskellige varianter af eg, men du har også mulighed for at vælge stolen i en polstret version.